Søren Gyldendal Prisen 2024 går til Katrine Marie Guldager, Hella Joof og Jakob Martin Strid
Dato: 11. april 2024


Fredag 12. april 2024 modtager Katrine Marie Guldager, Hella Joof og Jakob Martin Strid en Søren Gyldendal-pris for deres særlige bidrag inden for dansk litteratur. De tre priser er hver på 100.000 kr.

Juryerne motiverer deres valg bl.a. således:

Modtager af Søren Gyldendal-prisen for skønlitteratur: Forfatter Katrine Marie Guldager

”I de seneste 30 år har Katrine Marie Guldager i digtsamlinger, novellesamlinger, kortromaner og romanserier igen og igen udforsket de forbindelser, vi har med hinanden, i familien, i samfundet og verden, og om hvorfor det er så umuligt både at leve sammen og leve uden hinanden. Med en aldrig svigtende humor, vrede, empati og fræsende energi har Guldager råbt efter fællesskaber, der er til at bebo for alle, og er blevet en af de vigtigste og mest læste danske forfattere”.


Modtager af Søren Gyldendal-prisen for nonfiktion: Forfatter, skuespiller og filminstruktør Hella Joof
          
”Med humor og kærlighed hylder Hella Joof al den kaos og skønhed, som omgiver livet. I sit imponerende forfatterskab deler hun rundhåndet af sin livserfaring og har en særlig evne til at give etablerede sandheder et vrid. Hun har med sin helt særlige joofske pen berørt og begejstret utallige læsere”.

Modtager af Søren Gyldendal-prisen for børne- og ungdomslitteratur: Tegner, forfatter og illustrator Jakob Martin Strid

”Jakob Martin Strid modtager helt fortjent Søren Gyldendals store børnebogspris 2024 for sit samlede og dybt imponerende forfatter- og illustratorskab – med Den fantastiske bus som den foreløbige kulmination på en imponerende perlerække af fantastiske bøger, der er nået langt ud over Danmarks grænser. I Jakobs værker møder man alverdens pragtfulde maskiner, forunderlige historier og originale karakterer. Han skaber universer, der altid gennemstrømmes af varme, omsorg, fællesskab, tolerance, humor, poesi og fantasi og med et drys af antiautoritær ånd som en del af hans varemærke. På tværs af generationer inviterer Jakobs bøger ind i ubetinget originale og magiske universer”.

Søren Gyldendal Prisen blev første gang uddelt i 1958. Søren Gyldendal (1742-1802) grundlagde forlaget i 1770. 

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail